Bragt i Design Ure Smykker nr 5 2009
Af Christian Schmidt

Uddannelse til debat

Guldsmedeuddannelsen er netop blevet reformeret. Men trænger den nuværende praktikuddannelse til en langt mere gennemgribende fornyelse? Hvem bestemmer indholdet og formen? Hvem har ansvaret? Hvem er det, der i sidste ende må løfte opgaven? Og hvad betyder det for branchens fremtid?

Da jeg besøger uddannelsesleder Tina Richter og underviser Carsten Bentzien fra guldsmedeuddannelsen på Københavns Tekniske Skole, medbringer jeg en lang række spørgsmål om stort og småt inden for faget. Spørgsmål jeg aldrig rigtig har fået styr på, og som jeg tænker, der her må være en mulighed for at få afklaret.
Uden at vide, om der ligger en historie gemt i det, har jeg også et par nærgående spørgsmål til uddannelsen. Spørgsmål, der gennem et par år har rejst sig selv gennem mødet med nye som etablerede smykkefirmaer. For eksempel har det ærgret mig, når en dygtig guldsmed ikke har noget begreb om markedsføring og pr, og at billeder og ord enten ikke er til at hive ud af vedkommende eller det bare er ganske rædselsfuldt. Undervises der da slet ikke i den slags? Eller når en nyuddannet guldsmed ikke aner, hvad hendes smykker skal koste. Kunne et kort kursus ikke dække det? Eller allerværst – når en rigtig god idé bare skriger på have været igennem hænderne på en designer og – undskyld – ikke blot en håndværker.
Min opmærksomhed bliver derfor vakt, da Tina Richter som noget af det første slår ned på netop uddannelsens indhold og med et smil erklærer, at dén vil hun særdeles gerne tale om.

Nye tiltag i uddannelsen
Tina Richter giver mig ret. Mange guldsmede er alt for dårlige til at gøre opmærksom på sig selv. Og uddannelsen har indtil for nyligt ikke klædt dem specielt godt på. Med en andel på hele 75 procent, der efter endt uddannelse på et eller andet tidspunkt prøver at være selvstændige, må man ellers sige, at behovet er tilstede.
– Præsentation og markedsføring ville være gode ting for de, der vil være selvstændige. Og ligeledes design og formgivning, smiler Tina Richter.
Min efterlysning af design får endnu et underfundigt smil med på vejen:
– I Danmark tror vi nogle gange, vi er så dygtige, fordi vi ikke ved bedre...
Selv er hun uddannet hos Ole Lyng?gaard, hvor hun også har været værkstedsleder og med til at uddanne en række lærlinge.
– Jeg synes jo, det er fedt, når min elev bliver dygtigere end mig. Men det er som om, der er nogle, der er bange for, at deres elev skal starte en butik længere nede ad gaden...
Det sidste skal vise sig at være blot ét af flere suk, Tina Richter har omkring guldsmedeuddannelsen. Nogle af de nævnte problemer er dog blevet imødegået af en netop gennemført reform. For eksempel undervises der nu i iværksætteri og innovation, hvor eleverne rustes til bedre at komme ud over rampen og i at prissætte deres arbejde.

Uddannelsen til revision
Men jeg forstår hurtigt på Tina Richter og Carsten Bentzien, at der er en række mere grundlæggende forhold, der burde tages op til revision.
Helt basalt er problemet, at ingen af de to instanser, der varetager uddannelsen – praktikstederne eller skolen – har tilstrækkelig indfyldelse på uddannelsens indhold, målsætning, form og forløb.
Godt nok er guldsmedefaget repræsenteret i Udviklingsgruppen (tidligere Fagligt Udvalg), som er den instans under Indu?striens Uddannelser, der fastlægger guldsmedeuddannelsen, men disse repræsentanter kommer fra store virksomheder, hvis produktion overvejende foregår i udlandet, og som derfor ikke selv har hverken lærlinge eller mestre. Praktikstederne har således ingen indflydelse – men alligevel har de ansvaret for uddannelsen! De skal være organiserede for at få indflydelse, og det er der mange, der ikke er.

Mestrenes dilemma
Carsten Bentzien er underviser på guldsmedeuddannelsen. Han er selv guldsmed og har femtens års erhvervserfaring, hvor han har haft lærlingeansvaret blandt andet i eget firma. Han fortæller:
– Før i tiden var det faglige udvalg sammensat af Dansk Metal og store- og mellemstore produktionsvirksomheder, som i kraft af deres størrelser også tog mange lærlinge. Naturligt nok ville disse virksomheder gerne have indflydelse på uddannelsen. Den er derfor meget tydeligt udformet efter deres krav og ønsker.
– I dag har disse store produktionsvirksomheder ingen eller kun en meget lille produktion i Danmark. Derfor tager de ingen lærlinge og er som følge heraf ikke længere særligt interesserede i at udvikle uddannelsen. Men det er deres tidligere indflydelse vi langt henad vejen underviser efter i dag.
– I virkelighedens verden har praktikpladserne ændret karakter. I dag er det små værksteder med en butik, hvorfra der sælges egen produktion. Indehaveren er ung og har typisk ikke mange års erhvervserfaring, før vedkommende starter egen virksomhed. Der er naturligt nok en tendens til at fokusere på et begrænset antal teknikker og en smal produktion. Det er disse virksomheder, som i dag tager lærlinge.
– Disse nye praktikpladser er ikke medlem af en arbejdsgiverorganisation og har derfor, helt stenalderagtigt, ingen indflydelse på den uddannelse, for hvilken de selv har ansvaret, pointerer Carsten Bent?zien.

Ansvaret for fagets fremtid
Så kunne man jo tro, at der var et eller andet opsyn med praktikpladserne, der sikrede, at ekspertisen for i orden og arbejdsopgaverne alsidige. Men det er ikke skolen, der fører opsyn med praktikpladserne. Opsynet varetages af Udviklingsgruppen.
Carsten Bentzien fortsætter:
– Der er flere praktikpladser, som ikke lever op til de krav, uddannelsen kræver. Vi har haft eksempler, hvor praktikpladsen troede, det var en fribillet til billig arbejdskraft, og at de faglige færdigheder var skolens ansvar. Det er selvfølgelig et enormt problem, at man ikke sikrer sig, at praktikstedet faktisk kan uddanne en elev. Og det mest groteske er, at Udviklingsgruppen som godkender praktikpladserne, også er dem, der beskriver uddannelsen og derfor kender kravet til uddannelsen godt og grundigt.
Tina Richter supplerer med et andet forhold, der viser sårbarheden i systemet:
– Når man én gang er blevet godkendt som praktikplads, så er man det for livstid. Også selv om den person, der berettigede godkendelsen – fx en uddannet guldsmed, har forladt virksomheden.
Når Tina Richter og Carsten Bentzion tager bladet fra munden skal det ikke opfattes som en kritik af praktikpladserne. Tværtimod.
– Der er stadigvæk rigtig mange gode praktiksteder med værksted, som kan leve godt på deres forretning og deres forretningskoncept, og som uddanner gode og alsidige lærlinge. Men desværre bliver antallet af denne type praktiksteder færre og færre, siger Carsten Bentzien. Og Tina Richter supplerer:
– Hvis man har et uddannelseskrav, man ikke kan leve op til, så har man et dilemma. Dér sidder vi. Og vi lader små mestre klare sig selv...

Betydning for eleverne
– Der, hvor tingene ikke hænger sammen, er det materiale, vi underviser i, mener Carsten Bentzien.
– Vores uddannelsesplaner har ikke tilpasset sig den udvikling, branchen har været igennem. Som følge heraf oplever nutidens elever, at opgaverne på skolen er meget svære, og mange når slet ikke at blive færdige med den stillede opgave inden for den berammede tid. Ydermere oplever vi, at de teknikker, vi underviser i, ikke i det nødvendige omfang bliver brugt ude på praktikpladserne. Dermed erhverver eleverne ikke de nødvendige færdigheder for at kunne løse de stillede opgaver til svendeprøven.
Ifølge Carsten Bentzien har skolen aldrig haft så mange elever, der dumper til svendeprøven som nu.
– Fordi eleverne ganske enkelt ikke har de kvalifikationer, færdigheder og viden om faget, som kræves.

Aftalen mellem lærling og mester
– På skolen afholder vi mesterdage, hvor mester inviteres til at høre om uddannelsen, nye tiltag og senest om den nye reform, fortæller Carsten Bentzien.
– Når vi spørger om hvilke konkrete opgaver, mestrene ønsker, skolen skal undervise i, er svaret altid: Det faglige, på højt niveau, med faste opgaver, hvor alle de grundlæggende færdigheder gennemgås.
– Det stemmer bare ikke overens med, hvad mesterene selv underviser deres lærlinge i. Vi har flere og flere elever, der ikke lever op til uddannelsesniveauet på de pågældende årgange, hvor vi som skole får et medansvar for den videre uddannelse, og skolen må træde til og hjælpe med ekstraundervisning eller sende eleven ud på et andet praktiksted i en periode.
– Der er meget stor forskel på det, vi underviser i på skolen, og så de opgaver, eleverne får på praktikpladsen. Særligt svære og omkostningskrævende varer kan købes i meget fin kvalitet fra især Hong Kong og Indien. Disse varer kan købes til lavere priser end samme vare kan produceres for i Danmark. Derfor bliver den type varer ikke lavet på danske værksteder i stort nok omfang til, at elever kan nå at lære teknikkerne.
– Meget ofte fortæller elever mig, at de også passer butikken og i travle perioder er de fuldtid i butikken. Det kan jeg udmærket forstå; man vil jo gerne hjælpe og nødigt sige nej. Det er bare ikke aftalen. Man står i lære som guldsmed, ikke som ekspedient.

Skolens rolle
Carsten Bentzien understreger, at det absolut ikke er sådan, at han eller skolen ikke vil hjælpe til. Tværtimod hjælper skolen meget ofte for eksempel ved brudte lærekontrakter og træder til, hvor dens muligheder i virkeligheden for længst er overskredne. Han undrer sig blot over den tendens, at skolen er blevet et blandingssocialcenter – problemløser mellem elev, praktiksted og somme tider tilmed kommunen. Derfor spørger han som underviser:
– Hvad er skolens ansvar? Hvordan kan skolens rolle blive i fremtiden for at få tilfredse og motiverede elever? Hvordan får vi et relevant undervisningsudbud i overensstemmelse med branchens behov?
– Selvom det rokker gevaldigt i min faglige grundvold at sige nej, må jeg erkende, at det faglige niveau ikke sætter de samme krav, som jeg selv er uddannet efter. Jeg må forholde mig til, at sådan er det og rette ind.
Den nye reform lægger i endnu større grad det håndværksfaglige ud til praktikstederne, hvilket Carsten Bentzien principielt er tilfreds med. Problemet er bare, at hvis det håndværksfaglige niveau daler, så er det lærlingene, der kommer i klemme.
– Det er min helt klare fornemmelse, at de ikke forstår den store forskel mellem praktik og skolens krav. Hvad kan skolen så gøre ud over at tilpasse det faglige niveau for nedadgående? Hvilket igen vil trække fremtidens elever endnu længere ned og udhule faget helt for til sidst at være ingenting.
– At man gennem en lang årrække bare per proforma har godkendt praktikpladser giver i dag disse problemer. Man har ene og alene haft fokus på kvantitet fremfor kvalitet. Resultatet af dette har aldrig været tydeligere end idag, hvor flere skifter praktikplads, flere dumper skoleophold og flere dumper svendeprøven. Eleverne oplever uddannelsen som meget tvetydig og ved ikke, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Ny international skoleuddannelse
Tina Richter sammenfatter fagets stilling:
– Vi har et traditionsrigt håndværk, og vi skal ligesom møbelindustrien holde fast i det gode håndværk. Men hånden på hjertet: Er vi stadigvæk så gode? Vi har et ry, men når jeg ser på for eksempel Tyskland, så synes jeg, vi lader noget tilbage at ønske...
Som uddannelsen er opbygget nu, hviler et meget stort ansvar på de små mestre, der udgør langt den overvejende del af praktikstederne. Det er mestrene, der har uddannelsesansvaret, men de har i praksis ingen indflydelse på uddannelsen. Ifølge Tina Richter lades ikke alene disse mestre i stikken, det samme gør eleverne – og på længere sigt hele guldsmedebranchen. Uddannelseslederen er ikke i tvivl om, hvad der ville være godt for faget:
– Vi har potentialet, så lad os få en international SU-berettiget skoleuddannelse! Med den nuværende uddannelse er eleverne et år på skole ud af fire års uddannelse. Jeg ville ønske, det var omvendt – at de tre år blev tilbragt på skolen og et år i praktik.
Og Carsten Bentzien uddyber:
– Skal skolen sikre en konsistens og kontinuitet i uddannelsen, må skolen få en langt større rolle i udvælgelsen af praktikpladserne og ikke mindst i formuleringen af de krav, der som minimum skal sættes til disse praktikpladser.
Den gamle mestertiteluddannelse, som man stadig har i Tyskland, og som herhjemme blev afskaffet i 1857, tror Carsten Bentzien ikke på. Han tvivler på, at nogen vil tage en uddannelse for at opnå retten til lærlinge. I stedet hælder også han til tanken om en skoleuddannelse.

Fælles mål for skole og mestre
– Ved en skoleuddannelse er det skolen, der bestemmer niveauet, og eleverne sendes ud i praktik på værksteder, der i samarbejde med skolen har et fælles mål. Nemlig det, at holde det faglige niveau og få glade, tilfredse og dygtige elever.
– Da skolen alligevel i dag er det sted, hvor man henvender sig, og skolen langt henad vejen er problemknuser, kan man lige så godt samle det hele under ét tag, og give skolen hele uddannelsesansvaret. Dette skal selvfølgelig foregå i samarbejde med branchen til fordel for alle.