Af Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 7 | 2008

Kafferinge på en dug bliver til en halskæde, flyskræk bliver til en ring, en anemone vokser sig stor i samlesæt... Smykkekunstner Rikke Lunnemann tager udgangspunkt i sin egen hverdag og indfanger med fantasi og poetisk snilde magiske øjeblikke.

Hverdagens poesi

Man fristes til at citere Dan Turell: Hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen. Når man ser Rikke Lunnemanns smykker og hører hendes egne beskrivelser af, hvordan de er blevet til, fornemmer man en harmonisk og oplevelsesrig hverdag med tætte stunder med børn og om de nære ting i dagligdagen. Hendes smykker indkapsler i guld og sølv små gyldne øjeblikke og opdagelser, som hun med humor ophøjer til smykkepoesi.
Rikke Lunnemann er uddannet som smykkekunstner/designer fra et art college i London, og hun giver netop denne uddannelse som grund for, det store element af overraskelse, som er styrken i sin inspirations- og designproces.
– I England er man gået bort fra lærlingeuddannelsen, man bliver istedet uddannet på art college, fortæller Rikke Lunnemann.
– Det har været en vidunderlig oplevelse, for dér arbejder man ikke ud fra, hvad der kan lade sig gøre i den håndværksmæssige forstand, men ud fra det lyder spændende, lad os se, hvordan vi kan få det til at lykkes. Det åbner for en kreativ skabelses- og designproces, jeg holder utroligt meget af.
I sit sidste år i London brugte hun megen tid på et iværksætterprogram og fik blandt andet tilkendt et opstartsstipendiat, så efter afsluttet uddannelse i 2004 var der ingen tvivl om, at hun ville være selvstændig. I dag bor Rikke Lunnemann med sin familie i Svendborg, hvor hun designer og producerer alle sine smykker selv i fimaet Lunnemann Jewellery. Smykkerne sælges blandt andet på Kunstindustrimuseet i København, i udvalgte gallerier i Danmark samt i London. For nyligt er Rikke Lunnemann desuden blevet optaget på det eneste censurerede kunsthåndværkermarked i Danmark, KiC (Kunst i Centrum), der foregår hvert år i november i Ridehuset i Århus.

Den personlige historie
Om sine smykker siger Rikke Lunnemann:
– De er enkle, feminine og diskrete. De fortæller noget underfundigt eller sjovt og tager udgangspunkt i min hverdag, eller noget jeg ser eller bruger i min hverdag. Jeg arbejder alene i værkstedet, så der findes ikke serieproduktion hos mig. Jeg bruger lang tid på hvert enkelt smykke, idet det er håndarbejde fra bunden af. Derfor er der heller ikke to, der er ens, og det må der heller ikke være. Mine kunder efterspørger netop det individuelle. Der ligger en personlig historie bag hvert af smykkerne, og det gør det også til noget særligt at arbejde med dem og sælge dem.
– Jeg elsker den særlige fordybelse, der er, ved at sidde og arbejde med smykkerne. Især guld er et virkelig fascinerende materiale. Det har teknisk set mange muligheder, og så har det en fantastisk skønhed. Jeg er kræsen med mit arbejde, og jeg arbejder kun med rene materialer og går også meget op i, hvem der skal sælge smykkerne, og at de kender historien bag. Det er noget jeg selv værdsætter – at høre kunstnerens tanker bag sine værker. Jeg føler det som et privilegie, at jeg nu arbejder med det, jeg virkelig elsker – at skabe unikke smykker.
– Jeg ser mine smykker som små værker, man bruger, passer på og har for livet. Det er sådan en dejlig tanke..!

Anemone
– Anemoneøreringene består af tre individuelle dele, fortæller Rikke Lunnemann. Selve ørestikken, som er en linie – nogle modeller bølger, andre er lige eller buet ud eller til siden. Ørestikken kan man stikke igennem den lille farvede aluminiumsblomst, som er del to. Og derefter igennem del tre som er de tre sammenloddede blomster.
– Inspirationen til denne kollektion af øreringe fik jeg en smuk forårsdag i skoven. Skovbunden var fuldstændig fyldt med de smukkeste anemoner – så langt øjet rakte. Alle disse smukke blomster, farver, dufte og stemninger gav mig ideen til en serie af samlesætøreringe, som kan kombineres på mange forskellige måder. Øreringene ligger fra 650,- i sterling sølv til 2.400,- i 18 karat guld.

Sommerfugle
– Ideen til disse sommerfuglekæder fik jeg en dag, hvor min datter og jeg sad og klippede i papir. Pludselig blev alle disse udklip levende lige der på bordet – en sommerfugl var ved at lette, en anden sad og nød varmen fra solen og så videre. Jeg har forsøgt at genskabe denne fornemmelse af sommerfugle, der hver især har deres eget liv. Det betyder, at hver enkelt kæde er forskellig fra den anden; to sommerfuglekolonier er aldrig ens! Kæderne fås i sterling sølv og 18 karat guld og ligger mellem 4.000,- og 5.200,-

Den flyvende ring
– For at hjælpe min yngste datter med hendes flyskræk, tegnede jeg den bane, vores flyvemaskine skulle igennem, før den var oppe i de rigtige luftlag, og hvordan den igen fik os tilbage på Jorden. Disse sketches endte med at blive inspirationen til en ring bestående af ringe, med illusion af bevægelse. Flyringen koster i 18 karat guld med to 0,04 carat brillianter 9.200,- og i sølv med 18 karat guldfatning og to 0,04 carat brillianter 4.700,-

Coffe Stains
– Min fantastiske morgen kaffe latte, ler Rikke Lunnemann. Men på denne specielle morgen spildte jeg en lille smule af de dyrebare espressodråber. Jeg hentede en klud for at tørre bordet af men så så pludselig de her smukke cirkulære men alligevel uregulære våde former. Det var her, det gik op for mig, at disse smukke kaffepletter måtte bæres som smykker...

Af Lau Liengård Ruge
Bragt i Design Ure Smykker 6 | 2008

Hvordan laver man en designklassiker? Det har Lau Liengård Ruge et bud på. For tiden er hans ur, Obaku Harmony Model V121G indsendt til bedømmelse af Dansk Design Center i kampen om at vinde Dansk Designpris 2008/9. Vi bringer designerens egen projektbeskrivelse, der ledsager ansøgningen, og som fortæller om de mange overvejelser, der ligger til grund for et komplet koncept omkring Obaku Harmony urene.

Tid til omtanke

Idé og tilblivelse
Obaku Harmony ure er et nyt urmærke, skabt fra bunden af undertegnede, Lau Liengård Ruge, i samarbejde med min kollega Christian Mikkelsen.
Opgaven var at skabe en ny ur-serie i minimalistisk design med fokus på en videreudvikling af danske minimalistiske designværdier men krydret med et ssiatisk link, da virksomheden jeg arbejder for, Comtech Watches Co. Ltd., er en Dansk/Hongkong-ejet virksomhed.
For at finde et navn i Asien, der kunne have associationer til de danske minimalistiske værdier, søgte vi efter navne inden for zenfilosofien. Værdier som renhed og koncentration om det essentielle i alle livets aspekter samt at undgå det overflødige er værdier, vi gerne ville associere med vores brand.
Jeg fandt frem til en gren af zenfilosofien, Obaku, som blev grundlagt i 1650 ved Fujinbjerget i Kina. De tre grundlæggere af Obaku tog, hvad de syntes, var det bedste fra de to hovedgrene inden for zenfilosofien, Zoto og Rinzau og skabte en ny filosofi på det grundlag. De tre grundlæggere var i øvrigt kendt som The Three Brushes of Obaku, da de var mestre inden for kunstarten kalligrafi.

Logoet
Det cirkelformede bomærke for Obaku Harmony er inspireret fra det kalligrafiske tegn, zencirklen. Den kan tolkes på mange måder, men vores tolkning viser tiden, der løber ud i kraft af cirkelens streg, der går fra en kraftig streg til ganske tynd streg. Jeg har endvidere designet en skrifttype for Obkau, der balancerer fint mellem det rene og stringente fra de danske designværdier, og de mere bløde asiatiske designværdier.
Vi har designet en række modeller til den ny Obaku Harmony serie, som allerede inden for det første år er repræsenteret i mere end 20 lande.

Urdesignet
Da vi stod over for at skulle skabe den næste generation af Obaku-ure, ønskede jeg at lave en et ur, som tydeligt skulle passe fuldstændigt ind i vores Obaku Harmony formsprog, og som skulle være både enkelt og fornyende. Samtidig ville jeg gerne kombinere et nordisk designsprog og med det enkle asiatiske.
Jeg valgte at designe et klassisk rundt ur men i et helt nyt formsprog. Uret skulle på en gang være fint og tyndt i udtrykket og samtidigt udtrykke en robust og langtidsholdbar konstruktion. På trods af de to modstridende ønsker, var det stadig vigtigt, at der blev skabt et design i total harmoni og balance. Det var vigtigt for mig, at det umiddelbare udtryk skulle udstråle ro og renhed, men ved nærmere eftersyn skulle der også være fine detaljer og overraskelser, der får brugeren til at sætte større og større pris på designet med tiden.
Jeg valgte, at remmen skulle udføres i PU, som samtidig med, at det er et robust og vejrbestandigt materiale, ville give mulighed for at arbejde præcist og utraditionelt med formen og integrationen. Jeg designede remmen til, visuelt, at skulle gå hele vejen op til urkassen – og måtte finde en praktisk løsning på selve konstruktionen, der ikke som den traditionelle løsning med remstift og ben fikserer remmen til urkassen.
Jeg besluttede at lave en skjult konstruktion, hvor en forlænget plade („tunge“) ud fra urkassen går ind i remmen og fikseres på undersiden med skruer. Dermed kunne uret nu produceres med en ren visuel fremtoning, der på mystisk vis får rem og kasse til at hænge sammen uden synlig forklaring.
Det har været vigtigt for mig, at uret ved første øjekast fremstår som et rent, smukt og funktionelt design. Derfor er der først og fremmest fokuseret på tolv letlæselige index og to tydelige visere, som gør det let at aflæse tiden på et splitsekund, selv under dårlige lysforhold. Sekundviseren er lavet supertynd, så den ikke risikerer at blive forvekslet med minutviseren ved hurtig aflæsning af tiden. Minut- og timeviserne er kileformede for at understrege præcisionen i tidsaflæsningen og harmonerer godt med det samlede designudtryk. En yderring omkring skiven inderholder prægede fine time- og minutmarkeringer, som kun fremstår af det lys og den skygge, som det tredimensionelle præg frembringer. Kombinationen af den markante, men underspillede urskive og det hårde og præcise møde mellem den skålformede urkasse og kantede rem er, hvad der gør dette ur markant.

Formål og funktion
Mit mål var at skabe et ur med optimal funktionalitet, som kunne bruges både i fritiden i regn og rusk og samtidig kunne bruges til jakkesættet ved aftenselskabet. Mange mænd går ikke højt op i, at skifte uret ud til forskellige formål, som det er almindeligt hos kvinder.
Uret er på den ene side et meget elegant og stilrent ur og på den anden side lavet i robuste, vejrbestandige materialer. Remmen er lavet af en blanding af PU og gummi, som tåler fugt og varme som for eksempel ved sportudøvelser. Kassen er lavet i 316L helstål, og glasset et meget brudsikkert Titan Glass, som er ti gange mere brudsikkert end traditionelle urglas. Desuden er uret vandtæt til 3 ATM.

Relation til marked og miljø
Obaku Harmony henvender sig til den bevidste forbruger, som ikke lader sig forføre af dyr markedsføring, men i stedet ser på kvaliteter som godt design og gode materialer.
Produktet er en del af en produktlinje, som vil adskille sig fra resten af markedet på flere måder: Generelt er andre brands i samme prislag enten anonyme eller modebåret, hvor Obaku Harmony i prisklassen 100-200 euro er stilsikre langtidsholdbare ure. Brandingen skiller sig bevidst ud fra konkurrenterne, idet den spiller på underspillede emotionelle værdier, som er defineret af vores zeninspirerede univers. Målgruppen er 35-50 år.

Af Esther Nielsen og Karin Malmberg, redigeret af Gunna Egelung Hesselbjerg
Bragt i Design Ure Smykker 6 | 2008

Fairtrade diamanter på vej til Danmarks kvinder – Socialt bæredygtige diamanter – Diamanter redder liv – Diamanter helbreder blindhed – Diamanter uddanner fattige indere...
Disse sætninger kunne alle have været valgt som overskrift til denne artikel, der handler om, at Esther Nielsen fra Crystal Design nu kan levere Wesselton-diamanter, slebet til international kvalitet af fattige eneforsørgende kvinder i Indien. Kvinderne er uddannet og ansat af Bhansali Trust, der er noget så ualmindeligt som en kombination af en privat familiedrevet hjælpeorganisation og en af verdens førende diamantleverandører til blandt andet det internationale marked i Antwerpen.

Diamanter fra kvinder til kvinder

Et stort dilemma i Indien er, at det ikke er ualmindeligt, at en ung pige bliver gift med en meget ældre mand, især hvis hendes familie er fattig og har flere døtre. Det sker, fordi pigens familie betaler medgift for at få bortgiftet deres døtre, og en ældre mand forlanger typisk ingen eller kun en lille medgift. Desværre betyder ægteskabet med den ældre mand også, at kvinden ofte bliver enke eller i hvert fald enlig forsøger, fordi manden enten dør eller bliver for gammel eller syg til at arbejde. Som regel har han dog evnet at gøre sin unge hustru gravid et antal gange, således at der kan være en stor familie af forsørge.

Fastlåst i fattigdom
En kvinde i denne situation har ikke megen mulighed for at sikre familiens økonomi. Hun kan tjene små 100 danske kroner om måneden som hushjælp, ved vejarbejde eller i landbruget. På en fabrik kunne hun tjene flere penge, men det er en meget usikker tilværelse, for her er hun sammen med mænd og løber en stor risiko for at blive voldtaget. En voldtaget kvinde har per definition selv været ude om det.
De 100 kroner om måneden er ikke penge nok til mælk eller grøntsager, og frugt er en uopnåelig luksus. Mange familier ejer ikke et håndklæde, en tandbørste eller et myggenet. Familien lever af et fladbrød, der dyppes i vand, salt og chili for at give det lidt smag. Hvis man er heldig, får man sådan et brød mere end en gang om dagen.
Underernæring og sygdom er derfor en del af hverdagen for disse familier. Mangelen på A-vitaminer i maden betyder, at mange børn fødes blinde. Endvidere er tuberculose en livstrussel, der dræber mange i en ung alder, og da sygdommen har et langt forløb, og den syge ikke har kunnet arbejde i flere måneder, står enken ofte tilbage med ubetalte regninger til læge, medicin og lån, de været nødt til at tage i sygdomsperioden.
Mange stedet i Indien er der tradition for, at en enke ikke kan gifte sig igen; kvinden er derfor låst fast i en meget dårlig situation. En ellers velfungerende familie kan køres helt i sænk. Børnene kan for eksempel blive nødt til at holde op med at gå i skole og i stedet begynde at arbejde, og en ond spiral er sat igang.

Ny chance til kvinderne
Men ét sted i Indien er der skabt bedre vilkår for eneforsørgende fattige kvinder. Den familiedrevne private fond og hjælpeorganisation, Bhansali Trust, oprettede i 2004 et projekt for at hjælpe unge enker til at forsørge sig selv og deres børn. Hovedformålet var, at øge kvindernes månedlige indkomst, så det blev muligt for dem at leve et værdigt liv.
Trusten har i over tredive år fungeret som social- og sundhedsvæsen for op mod en million mennesker i de tilbagestående og fattige dele af Gujarat og Rajashan i Nordindien og dækker næsten alle aspekter af familiens liv med synlige vedvarende forbedringer af livskvaliteten. Bhansali Trust uddanner, ansætter og lønner eneforsørgende kvinderne, giver skolegang til deres børn, sikrer fri adgang til trustens egne hospitaler og yder økonomisk og juridisk rådgivning.
– Teach one person, and the whole family will be uplifted, er Bhansali Trustens motto.

Internationale diamantslibere
At uddanne disse kvinder til netop at blive diamantslibere kan synes et mærkeligt valg. Men Bhansalifamilien ejer adskillige diamantsliberier og har i årevis drevet en overordentlig succesrig virksomhed med produktion og salg af diamanter på det internationale marked. Diamantslibning er derfor noget, familien er særdeles velkendt med. Og til trods for, at de fleste af kvinderne er analfabeter og har mange problemer at slås med, har det vist sig, at mange af dem er blevet meget dygtige til håndværket, og kvaliteten af de slebne diamanter er absolut i international klasse.
Trusten driver i dag ti diamantsliberier, hvor kun kvinder arbejder. Typisk tjener kvinderne her omkring 600 danske kroner, i stedet for de normale100. Når en kvinde hjælpes, hjælpes hele familien, som mottoer siger. Familien får mulighed for at reparere deres huse, og de får økonomi til at købe ernæringsrigtig mad. Trusten ved, at hvis der ikke er orden i de små detaljer, kan familien ikke fungere.
Hele overskuddet fra diamantsliberierne tilfalder kvinderne. Trusten har ingen profit på dette arbejde og gør alt for at holde udgifterne nede, så kvinderne får mest muligt. Der arbejder i dag cirka 650 kvinder, og man er ved at bygge nye fabrikker, så der bliver arbejde til 1000 kvinder i alt.
Brødrene Mahesh og Ashok Bhansali, der i dag leder familiens trust, har dagligt tæt kontakt til det samfund, de selv stammer fra, og som de prøver at hjælpe. Og hvert nyt tiltag vidner om dyb indsigt i og respekt for kvindernes liv. For eksempel bliver de nye fabrikker, der er under opførelse, placeret tyve minutters gang fra busstationen. Det er meget bevidst. Kvinderne har været vant til hårdt fysisk arbejde, men som diamantslibere sidder de på en stol hele dagen og har derfor brug for den ekstra motion.

Bhansali Trust
Dinesh Bhansali var en fattig handelsmand i Gujarat, der lærte sine syv sønner at respektere deres medmennesker. Familien Bhansali er jains. Jainismen er en religion, som ligger nær buddhismen. En jain lever sit liv med stor opmærksomhed på ikke at skade andre og at minimere sine egne behov. Dinesh så det som sin selvfølgelige pligt altid at dele med dem, der havde mindre end han selv. For ham var det naturligt ikke at dømme om andres motiver og handlinger, men selv foregå med et godt eksempel.
Den ældste søn rejste som sekstenårig til Mumbai og startede en diamanthandel, som hele familien snart tog del i. Mahesh, en anden af sønnerne, havde oprindeligt tænkt sig at blive jainpræst. I stedet uddannede han sig til ingeniør for at arbejde praktisk på at forbedre de fattiges vilkår. Han valgte også at forblive ugift for at kunne bruge al sin tid og energi på socialt arbejde. Ashok, som har kone og tre børn, bruger også halvdelen af sin tid i det sociale arbejde i Radhanpur. De øvrige brødre er beskæftiget i familiens dimantvirksomhed.
– Vi tjener pengene, og Mahesh bruger dem, siger de. Det giver balance.
Det var under tørkekatastrofen i Bihar 1967, at familien for første gang tog fat på et virkeligt stort hjælpearbejde. Ud fra erfaringerne med hjælpen under katastrofen grundlagde Dinesh Bhansali Trust i 1969, som han var leder af indtil sin død i 2002.
Alle syv brødre er enige om at bruge ikke blot en stor del af overskuddet fra diamantindustrien, men også en del af deres egen kapital til socialt arbejde.
– Brødrene Bhansali sælger diamanter til de rige og bruger pengene på skoler og hospitaler til de fattige, siger danske Karin Malmberg, der som sygeplejerske selv har arbejdet i verdens største grå-stær-operationslejr, hvor man hvert år opererer næsten 1000 mennesker om dagen – naturligvis organiseret af Bhansali Trust.
Da Esther Nielsen mødte Bhansalifamilien første gang, var de ikke bekendt med begrebet fair trade. Ashok Bhansali er i øjeblikket med Esther Nielsens hjælp igang med at undersøge, om der er internationale og ensartede standarder for betegnelsen. Under alle omstændigheder er der næppe tvivl om, at Bhansalidiamanterne må betragtes som i høj grad bæredygtige og med til at forbedre livskvaliteten væsentligt for nogle af Indiens allerfattigste og mest udsatte kvinder.

Bhansali Diamanterne
Crystal Design præsenterer de bæredygtige diamanter på GSU messen. Diamanterne er slebet til international standard i kvaliteterne VVS, VS, SI 1. Diamanterne er hovedsageligt i små størrelser og i farverne Top Wesselton og Wesselton.

Af Verner Christiansen og Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 5 | 2008

En ferierejse til paradisøen Bali i 1995 vendte op og ned på den hollandske guld- og sølvsmed Jan van Schaiks tilværelse. Jan van Schaik, der har været i branchen siden 1969, var indtil for tretten år siden indehaver af en større guld- og sølvbutik i centrum af København med blandt andet medlemmer af det danske kongehus som kunder.

Yanvan – The Rubber Man

Under ferien på Bali besøgte Jan van Schaik mange af de lokale sølvsmede og sølvvarebutikker. Dette studie af blændende godt håndværk, udøvet af sølvsmede fra Bali og Java, sammen med friske idéer til, hvordan han hér kunne skabe smykker inspireret af hans egen europæiske kultur, tændte ham. Forvandlingen fra idé til skitse og til smykke tryllebandt ham, og han indgik straks aftaler om samarbejde og import til sin forretning i København.
Tilbage i Danmark satte han sig til at vente og vente og vente, men der kom ingen respons, selvom han både faxede og ringede. Hvad gør du nu, lille du? Jan van Schaik traf en rask beslutning, og tog igen til Bali for en seksmåneders lykkeperiode for nu selv at designe og producere en mindre kollektion og se, hvad der kunne komme ud af det.

The Rubber Man
Stilen var fra starten af unik. Både klassisk, etnisk, art-deco, art-nouveau og skandinavisk inspireret og med en vedholdende koncentration om to meget forskellige naturmaterialer: Gummi og sølv – en vedholdenhed, der har givet Jan tilnavnet The Rubber Man.
Det viste sig, at de udenlandske opkøbere, der frekventerer Bali for at købe lokale smykker til eksport, var vilde med Jan van Schaiks design. Han besluttede derfor at forlænge opholdet, at starte firmaet Yanvan og at lade produktion vokse i Balitempo – det vil sige, lige så stille, støt og roligt.

Den tomme tanke
Storbylivet og forretningen ved Strøget i København, som Jan van Schaik havde haft gennem 20 år, blev således afløst af freden og roen på Bali, med dets smukke natur, mange templer og gudebilleder.
– Jeg fandt her et meget simpelt liv. Ingen luksus men en ydmyg tilværelse. Fraværet af stress og dét, ikke at have behov for at tænke så meget på penge, styrkede min sjæl og mine kreative tanker. Jeg fik balance i mit liv, hvilket sammen med den „tomme tanke“, giver mig inspiration til det simple og rene design, fortæller Jan van Schaik.
– Den „tomme tanke“ betyder, at jeg i den skabende proces oplever en total frihed uden indflydelse fra omgivelserne. Derved kommer jeg ikke i konflikt med mine egne idéer.

The Yanvan Family
Jan van Schaik taler i en blanding af engelsk og indonesisk, medens han fatter sin guitar og slår an til lidt blues og falder hen i egen koncentration. Bluesmusik er med til at tømme hans tanker og se indad i nye dimensioner og kombinationer.
Den farvestrålende og frodige have i privatboligen med det rige fugleliv og lyden af stilhed bliver brudt af Jans hustru, Natalia. Natalia holder de mange kreative tråde i firmaet sammen med de praktiske og nede-på-jorden-opgaver.
– Vi har opbygget en stab af de dygtigste sølvsmede fra Bali og Java. Vi stiller store kvalitetskrav til medarbejderne. Mange af dem lever ved siden af værkstedet og omgås hinanden og os på et meget nært niveau. Vi er som én stor familie – The Yanvan Family, ler Natalia og understreger, at der ikke benyttes børnearbejde.
Ved at have gode arbejdsforhold er der altid velvilje til at yde ekstra i spidsbelastninger, og i modsætning til andre produktioner i Bali formår Jan og Natalia at fastholde den samme stab af dygtige sølvsmede.
– Det styrker det nødvendige kreative samspil mellem designer og sølvsmed og gør, at kvaliteten er stabil og helt i top.
Jan har lagt guitaren fra sig og supplerer: – Yanvan har fundet en niche ved konsekvent at arbejde med materialerne sølv og ægte gummi. Designet er ikke rettet mod nogen bestemt aldersgruppe, derfor kalder vi vores kollektioner No Age Collection. En anden styrke ved vores smykker er, at de ikke er modebetingede – our designs are never out, and they are never in...

Den besmykkede mand
I al sin fredsommelighed på Bali har Jan van Schaik dog et ønske, som der måske skal kæmpes lidt for at få opfyldt. Han ser nemlig gerne, at nordeuropæiske mænd i højere grad tager smykker til sig. At smykker også for mænd bliver en naturlig del af kroppens påklædning hver dag. Og at de vælger sig smykker både til hverdag og fest. Til sammenligning er kvinder jo flinke til at tage tid til at finde netop dét smykke, der passer til dagens dress, stil, farve, gøremål eller blot humør.
Yanvans smykker er tænkt til at kunne bæres af både mænd og kvinder.
– Det er forbavsende, at det samme smykke kan virke råt, kantet og maskulint på én person og på en anden virke blødt, rundt og feminint. Manden kan derfor i sit valg af smykke prøve at finde balancen mellem sine feminine og maskuline sider, smiler Jan.
Til hjælp herfor har Yanvan over 400 designs, der spænder fra det enkle og rene udtryk, som Jan lægger meget vægt på, til de bredere markante armbånd af det varme sorte eller transparente gummi og det kølige sterlingsølv. Mange af dem er besmykket med et farveorgie af ædelsten som topas, akvamarin, zirkon og peridot og med låse så store som selve smykket. De signalerer både maskulin tyngde og styrke men også en finesse og kompleksitet, som mange mænd også besidder.

Ringen sluttet
Yanvan sælges i dag over det meste af verden, fra mondæne hoteller i Las Vegas, Maimi, Moskva og Kuala Lumpur til hjemlige himmelstrøg som Vadehavets Fanø.
Jan, sammen med The Yanvan Family, lever fortsat sit skabende liv i Bali, men som han siger med et smil:
– Selvom jeg lever på og for resten af mit liv har hengivet mig til Bali, så føler jeg, at en del af min sjæl stadig er i Skandinavien, og jeg håber, at de skandinaviske forbrugere vil tage mine smykker til sig!
Denne artikels forfatter har selv besøgt Bali under et ferieophold i 2006 – og faldt ligeledes over de mange sølvsmedebutikker og det fine håndværk. Denne gang var det dog design af udenlandsk oprindelse, der vakte størst interesse. Det førte til agenturet af Yanvan i Danmark – og for nyligt til dette interview med smykkernes ophavsmand, Jan van Schaik.

Af Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 5 | 2008

Billedkunstneren Monica Ritterband designer ny smykkekollektion for Flora Danica Jewellery i et spændende samarbejde med både indehaveren og salgskonsulenten.

Flora Danica by Monica

Scenen er Monica Ritterbands lyse og lækre kunstgalleri på Pile Allé 21 på Frederiksberg i København. Personerne er tre kvinder, som det skal vise sig har mange ting til fælles: Masser af humor, æstetisk sans og en evne til at arbejde kreativt og sprudlende sammen under hektisk tidspres: Monica Ritterband, Anette Ibsen og Lucie Lunde.
Monica Ritterband behøver næppe nogen præsentation; den tidligere journalist og studievært på TV-Avisen, dernæst informationschef og underdirektør hos Carlsberg A/S og siden 1997 billedkunstner med en lang række arbejder for blandt andre Royal Copenhagen, Morsø Jernstøberi, Raadvad, Holmegaard og Georg Jensen Damask. For tiden er hun travlt beskæftiget i sit eget galleri og værksted, hvor der ligger store igangværende mosaikbilleder og står et væld af farverige malerier, organiske skulpturer og spændende design.
Anette og Vagn Ibsen købte i 2006 smykkefirmaet Flora Danica fra stifteren, Orla Eggerts familie. Siden overtagelsen af det gamle velestimerede firma har Anette stået for en håndfast men kærlig fornyelse af kollektionerne. Det har betydet, at firmaet igen i dag appellerer til kvinder i alle aldre – også helt unge piger – og at æskerne med det flot svungne logo igen er kommet frem på hylderne og i vinduerne i landets smykkebutikker. Anette Ibsen har også selv designet nye varianter til flere af serierne – alene i år lanceres 35 nye modeller blandt andet i citrontimian og syren.
Endelig er der Lucie Lunde, der er både guldsmed og ansat som salgskonsulent i engrosfirmaet Jarly of Scandinavia. Jarly of Scandinavia står for alt salg og markedsføring af Flora Danica i Scandinavien og er dermed stærkt medvirkende til Flora Danicas fortsatte succes. Også Charlotte Jarly har deltaget med kommerciel rådgivning.
Inden jeg får lov at høre om, hvordan dette samarbejde er spændt af, får jeg påbud om ikke at nævne motivet for Monica Ritterbands smykkeserie. Det er en hemmelighed, der først afsløres i slutningen af august på årets store smykkemesse i Bella Center. Af samme grund kan vi heller ikke bringe billeder af smykkerne endnu – der i øvrigt endnu er under produktion – men når det er Flora Danica, går man nok ikke meget galt i byen ved at gætte på noget fra den danske flora...

Fornyelse med snor i
Anette Ibsen lægger ud med sine og Vagns overvejelser, hvor også Peter Jarly fra Jarly of Scandinavia var med.
– Vi ville gerne have et kendt og anerkendt navn til at designe en ny serie, der kan være med til at forny Flora Danica med respekt for firmaets ånd. Dér kom Monicas navn ret hurtigt indover. Vi kendte overhovedet ikke hinanden inden, men der viste sig at være en enorm god kemi mellem os. Vi tænker og ser ens – meget visuelt – på tingene.
Jeg spørger Monica, hvad hun tænkte, da hun blev kontaktet. Hun indtager hjemmevant scenen med et stort smil og en livlig strøm af tanker, gestik og latter.
– Hvem kender ikke Flora Danica? Jeg var med det samme med på idéen, da Vagn og Anette ringede til mig. Flora Danica er jo kendt for at være dybt forbundet med de danske smykkerødder og med roden fæstet i naturen, og Vagn og Anette fortalte mig, at de gerne ville holde fast i traditionen og samtidig række ud efter fremtiden. Dét syntes jeg var spændende. Og jeg fik frit slag på alle hylder, det er jeg meget glad for. Det eneste krav var, at der skulle være en forbindelse til den danske natur.
– Det er jo Flora Danicas DNA, indskyder Anette.
– Da jeg mødtes med Anette og viste hende mine skitser, kunne hun med det samme se, hvad jeg mente. Og så startede ellers „det vilde ridt“, ler Monica, og hentyder til den korte tidsfrist, der var for, at kollektionen kunne nå at være klar til præsentationen i Bella Center.

Kreativt trekløver
– Tidsplanen var så knap, som jeg aldrig har oplevet det før. Heldigvis kom Lucie tidligt ind i billedet, og det har været supergodt at have hende med, fordi hun både er sælger og guldsmed. Hun ved ikke blot, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre – alt det hardcore tekniske; hun kommer også ud i butikkerne og ved, hvad der kan sælges. Det er en fantastisk kombination. Det har været helt usædvanligt for mig. Jeg er almindeligvis vant til at braine med producenten og få det til at hænge sammen – men dét, at have sælgeren med, er helt unikt.
Lucie supplerer: – Hvis man udelukkende tænker i design, så kan man måske lave superflotte ting, men måske kan de ikke sælges. For mig er det en vigtig indikator, om det er noget, jeg selv vil gå med.
Anette: – Der ligger hjerteblod i alle de her modeller. Hvis ikke man brænder for det og synes, det er fedt, så fungerer det ikke.
Monica: – Det er vigtigt, at man forstår hinandens æstetiske sprog. Der har været total opbakning til mine idéer, og både Anette og Lucie er kommet med fremragende input. Vi eksperimenterede; Flora Danica går nye veje, men vi holder fast i det grundlæggende. Og når jeg har krævet mere sølv eller tykkere kæder, så har jeg fået ok fra Anette. Jeg er ikke blevet begrænset i mine ønsker.
Monica smiler et af sine mange glade smil, og Anette indskyder: – For os var det vigtigt, at Monica fik lov at være kreativ. Ellers var der ingen idé i at bede hende designe.

Det overdådige
De tre partnere er enige om, at samarbejdet ikke kun har været frugtbart men også særdeles underholdende.
Monica: – Vi har haft det sjovt, og det har medført et virkelig godt samarbejde. Ellers havde det ikke kunne lade sig gøre.
Interviewet udvikler sig snart til et eksempel på deres samarbejde, da de hver især konstant byder ind med kommentarer, uddybninger eller nye idéer.
– Det har været sjovt, fordi det har været en meget anderledes proces med de indfaldsvinkler, vi tilsammen repræsenterer: Designer, producent, guldsmed og sælger, fortæller Anette.
Lucie er enig: – Det var også godt, fordi det var så målrettet.
Som Monica forklarer:
– 22 forskellige modeller er det blevet til i kollektionen, og hver en detalje har vi været igennem. Vi har diskuteret låse, kæder, vægtfordelinger… alt. Når vi afsluttede vores møder, var vi nogle gange helt kulrede. Jeg mener; vi har talt i timevis om for eksempel ét enkelt tag eller hvor mange led, der skal være i en kæde, og hvordan det vil falde om halsen eller på armen!
– Jeg er til det overdådige! Der må gerne være masser af kæder, og dér har Lucie været god til at holde fast i det praktiske. For eksempel når jeg gerne vil have tre kæder, så skal de altså kunne være i én øsken...
Lucie smiler: – Det var derfor, min direktør, Peter Jarly, bestemte, at jeg skulle være med. Han gav mig den power, at jeg skulle sikre, at tingene kunne lade sig gøre. At idéer og teknik var perfekte sammen. Det er meget effektivt at have det led med tidligt i processen.
Monica fortsætter:
– Jeg synes, vi har nærmet os hinanden. Ikke mindst det æstetiske har vi været igennem. Jeg er meget glad for det rustikke rå kombineret med det meget fine, som Flora Danicas motiver jo er. Når de to modsætninger bliver sat sammen, sker der noget spændende; så får det samlede udtryk kant og personlighed.
Som eksempel slår hun ud mod en af sine flotte mosaikker på væggen bagved, hvor bløde røde og orange kurver brydes af et rektangulært felt:
– Hovedparten af billedet er meget organisk; derfor er det nødvendigt med lige skarpe linjer som modvægt.
Monica suppleres af Lucie:
– I smykker kan man opnå den kontrast blandt andet ved at kombinere matte, ru overflader med glatte og blanke.
Monica viser os den sølvring, hun selv bærer på fingeren, og som hun selv har smedet, som et eksempel på en rustik overflade – ringen ser netop ud som om, den har mange års kærlig brug på bagen, men faktisk er den designet sådan fra ny af.

Moderne framing
Med et smil trækker hun os straks efter tilbage på sporet igen ved at opremse, hvor langt vi er nået.
– Altså: Hvad er idéen? Et motiv fra naturen. En tradition. Men også en idé med fremtid i. For at opnå det, gav jeg det en anden framing end den klassiske Flora Danica blomst. Så det både er traditionelt med også moderne.
Den moderne framing er blandt andet at ramme motivet inde i lækre fede ringe (her var Monica inspireret af de ringe, Anette går med), og at bruge delelementer af motivet i mindre smykker.
Lucie er enig: – Der er brug for noget mere moderne. Og Monicas serie har det hele.
– Det er vigtigt for mig, hvad Lucie som guldsmed siger, for vi har alle lyttet til hinanden. Det har virkelig været et samarbejde. Jeg glæder mig som et barn til at se den færdige kollektion!
– Jeg glæder mig som et barn til at have den på, supplerer Lucie og pointerer, at her er et eksempel på, hvordan man ser forskelligt på smykker, når man har en forskellig baggrund: – Som guldsmed er det vigtigt for mig, at det hænger godt og er rart at have på.

Flora Monica
Monica Ritterbands baggrund inden for kommunikation fornægter sig ikke, da hun opsummerer den nye kollektions hovedbudskaber i klare stikord: Meget bred serie – både anvendelses- og aldersmæssigt – og en fornyelse med snor i traditionen!
Det udvikler sig til en diskussion de tre imellem om aldersgruppens helt nøjagtige grænser. Anette og Monica mener den starter ved konfirmationsalderen, Lucie mener den starter lidt højere ved de tyve år. Men den øvre grænse er de enige om: Den voksne kvinde.
Det er vigtigt for Monica at slå fast, at serien er tænkt både til hverdag, til arbejde og til fest og farver. Ikke helt tilfreds med dén formulering stiller hun sig med løftede pegefingre og udbryder: Nej vent et øjeblik! Fra slidte jeans til sofistikeret aften!
Til slut er der kun at spørge: Hvad skal kollektionen hedde?
De tre kvinder diskuterer frem og tilbage og ender med at være enige om at, kollektionen kunne hedder alle mulige varianter af Flora Monica fra Danica. Men det ender nu nok med det mere korrekte Flora Danica Jewellery by Monica Ritterband.

Af Gunna Egelund Hesselbjerg
Bragt i Design Ure Smykker 5 | 2008

Kan smykker mere end blot at se fantastisk flotte ud? Psykoterapeut Gunna Egelund udvælger i hvert nummer et eller flere smykker, der på en særlig måde taler til dybere lag og den værdi, smykket kan have for den, der bærer det eller forærer det som gave.

Sig det med sten og krystaller

Kender du det? Du er inviteret til fødselsdag, og du har meget svært ved at finde på noget at give fødselaren? Eller du ønsker give en gave og vil have, den skal være noget helt specielt – men hvad? Eller du ønsker at sende et bestemt signal om, hvilken betydning modtageren har for dig? Vil du gå efter ønskesedlen, eller vil du selv finde noget, som vil overraske modtageren?
Blicher Fuglsang har med smykkeserien HarmOnie bygget endnu en bro mellem den etablerede og den alternative (smykke)verden, idet de bevidst anvender krystaller i deres design, der sælges i guldsmedeforretninger. Serien består af en række smukke smykker med nedennævnte tolv forskellige krystaller med masser af god energi. Krydret med vedhæng i guld og sølv kan du selv sammensætte et smukt personligt smykke til enhver modtager til enhver lejlighed, med masser af symbol- og energiværdi. I øvrigt går overskuddet af salget af kollektionens englevedhæng til den danske hjælpeorganisation InterAid, der blandt andet bygger skoler i Kenya.

Hvilken energi vil du give?
Sten og krystaller har efter sigende hver deres energi, der påvirker den, der bærer smykket. I HarmOnie-serien kan du vælge:

• tro-klarhed-tillid med et vedhæng med en ametyst
• styrke evnen til selvopofrelse-graviditet-heale for sygdom med en jaspis
• ønsker du overflod-lethed-glæde med en aventurin (til et ungt menneske, eller én der bare har brug for netop det)
• overblik og guiding af modtageren så denne kan transformere sig (udvikle og forandre sig) med en labradorit (til din partner eller svigermor – hvis du tør!)
• vil du give klarhed-vejledning-indsigt med en bjergkrystal
• hjælpe med at afvikle karmiske processer med en onyx
• eller fred-tålmodighed-styrke til at sætte grænser med en calcedon (fx til din ven eller veninde til brug over for en teenager eller ex-partner)
• kærlighed-tryghed-tilgivelse med en rosenkvarts (til en der er alene eller til en dårlig chef)
• overblik med et vedhæng med falkeøje eller citrin
• at få noget renset ud og finde „lys i mørket“ med en røgkvarts
• eller måske har en af dine kære brug for lidt kreativitet med en howlit?

Om du tror på det med energien eller ej, så vil det nok altid bringe modtageren en varm følelse at være blevet „set“ med mere af sin personlighed. Når du bruger symboler eller energier i sten, så viser du, du kender modtageren og har tænkt på vedkommende med større dybde.

Hvilken sten vil du give din elskede?
Guldsmede har altid benyttet ædelsten, men måske uden altid at være bevidste om, hvilken energi stenene kan have. Også de kendte klassiske og meget kostbare ædelsten har værdifulde energier:
Diamant: energi-livskraft-klarhed
Rubin: energi-jordforbindelse-lidenskab
Opal: leg-balance-lidenskab-dybde
Smagrad: give og modtage kærlighed
Safir: glæde-uskyld-fred
Topas: optimisme-tryghed-nærvær
Akvamarin: glæde-lethed-humor
Rav: hjertevarme-livskraft
Turkis: samhørighed-healing
Opalit: succes-fremdrift-energi

Moster Mirakels smykke
Min moster er en engel uden vinger. Hun tænker altid på andre før sig selv. Hun er kærlig og nærværende og er altid parat med ros og anerkendelse. Moster øser af sin kærlighed og har et blidt væsen. Moster græder, når nogen siger noget pænt til hende eller om dem, hun holder af. Moster indrømmer glad og gerne, hun er følsom og har let til tårer, har let ved at blive berørt.
Moster er den sødeste og rareste, vi har i familien, og som min søn siger:
– Moster er sådan en kærlig type, hvor jeg ikke nænner at tabe noget på gulvet, så hun skal bukke sig ned og samle det op.
Moster har en forsnævret kranspulsåre. Det blev opdaget, da hun for nogle år siden forskrækkede hele familien ved at få et hjerteanfald og blive akut indlagt på hjerteafdelingen på Rigshospitalet. Men moster skulle slet ikke have en bypassoperation – for hendes krop havde selv bygget et nyt blodkar, før kranspulsåren stoppede til. Det var ikke set før, så derfor bliver min moster kaldt Moster Mirakel.
Fra HarmOnieserien ville jeg vælge at give Moster Mirakel en guldengel og to vedhæng: En calcedon, der giver styrke til at sige fra og skælde ud; en rosenkvarts, der kan tiltrække kærlighed; rav der healer og giver hjertevarme; turkis der giver samhørighed og en kæmpediamant af høj karat og værdi, fordi jeg med den ville sende signal om, at moster har en meget stor værdi for os, og diamantens energi er netop livskraft, og vi ønsker at have vores Moster Mirakel i mange år endnu.

Af Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 5 | 2008

Ruben Svart er en af Danmarks store „ukendte“ guldsmede. Repræsenteret i halvdelen af alle landets guldsmedebutikker og på utallige kvinders halse, øre og hænder er hans stil og kvalitet velkendt af mange. Nu er tiden kommet til at sætte navn på smykkerne...

Det bedste kvalitetsstempel

Elegante rosetringe med overdådige fatninger; kreative solitaireringe med fantastiske ædelsten; superlækre forlovelsesringe med udsøgte detaljer... så er man sporet ind på Ruben Svarts smykker. Også selvom man ikke skulle vide det; for Ruben Svart har i over 20 år leveret guldsmykker i topkvalitet men uden at markedsføre sig til ret mange andre end guldsmedebutikkerne. Derfor er hans navn måske ikke videre kendt i offentligheden, til trods for at utallige kvinder bærer hans smykker.
– Jeg vidste tidligt, at jeg ville være guldsmed. Mens jeg endnu gik i skole i Århus, besøgte jeg en udstilling om mekanik og guldsmedehåndværk på rådhuset. Jeg blev solgt med det samme..! Efter skolen kom jeg i praktik og snart efter i lære hos guldsmed Kurt Alsen.
Sådan lyder Ruben Svarts egen udlægning – fortalt med et stort drenget smil – af sit møde med guldsmedefaget. Da var han seksten år, og siden har hans professionelle tilværelse drejet sig stadig mere og mere om diamanter, guld, ædelsten og skønne smykker.

Juvelfatter og diamantgraderer
Efter endt læretid blev han tilbudt arbejde af Traudel Toftegaard og Jens Gregers fra det velrenommerede guldsmedefirma Toftegaard i Hadsten, men dog på den betingelse, at han først tog en videreuddannelse som juvelfatter. Dygtige fattere hænger ikke på træerne i Danmark – faktisk sendes mange smykker til udlandet for at blive fattet – og der findes heller ikke en fatteruddannelse her i landet. Derfor tog Ruben Svart til Die Staatliche Zeichenakademie Hanau i Hessen, en af Europas ældste guldsmedeskoler, der har eksisteret siden 1772. Normalt tager uddannelsen fire år – eller to, hvis man allerede er uddannet guldsmed – men efter halvandet år ville Toftegaard gerne, at Ruben Svart vendte hjem, da der var masser af fattearbejde, at tage sig af. I fire år var Ruben Svart hos Toftegaard og fik uvurderlig rutine i håndværket. Arbejdet med de mange fatninger gav øget interesse for ædelsten, og sideløbende med sit arbejde tog han derfor en uddannelse som diamantgraderer.
– Uddannelsen findes ikke længere i Danmark, men dengang i firserne kunne man tage den pr brevkursus, hvor blandt andre Niels Ruddy Hansen og Karen Høgskilde var undervisere.
Uddannelsen som graderer har Ruben Svart flittigt fået brugt. Både når han siden hen selv har købt ædelsten, men også når han har udstedt certifikater på juveler for andre guldsmede. Med tiden er det blevet til omkring 25.000 certifikater.

Designer på grund af stilhed...
Mange i branchen havde fået øjnene op for Ruben Svart og flere havde spurgt, hvorfor han ikke gik selvstændig.
– Så jeg gik hjem til min bror, der studerede økonomi, for at spørge ham til råds, fortæller Ruben Svart og griner:
– Han blev straks helt vild med tanken – det var lige guf for ham at sætte mig igang! Så vi lavede en prisliste, og jeg ringede rundt til alle guldsmede og tilbød at fatte, og efter tre måneder havde jeg fuldt op at gøre. Men så opdagede jeg, at fra januar til maj skete der ikke noget. Ingen bestilte arbejde; alt lå stille hen. Det viste sig at være et mønster, der gentog sig de efterfølgende år, så jeg gik igang med at udnytte den stille periode til selv at designe smykker.
Som diamantgraderer havde Ruben Svart kontakt med Uffe Danborg fra firmaet Danborg Guld & Sølv i København, der dengang handlede med brugte smykker i stor stil. Ved brugte smykker er der ofte ikke papir på stenene, og for at kunne fastsætte den rigtige pris og give sine kunder en ordentlig sikkerhed ved køb, er det nødvendigt at få afklaret, hvilke sten det egentlig drejer sig om, da mange juveler ligner hinanden til forveksling for det utrænede øje.
Uffe Danborg havde således stor glæde af Ruben Svarts ekspertise og spurgte, om ikke han ville flytte til København. Det spring tog Ruben Svart i 1987, og virksomheden har siden ligget centralt placeret få skridt fra Nyhavn og Kongens Nytorv.
– Det er lige så stille vokset siden. I starten var vi kun to personer, nu er vi fjorten. De sidste fem år alene er vi steget med syv. Og idag sælger vi så til omkring 300 butikker og værksteder i hele Danmark.

International stil
Om sin egen rolle er Ruben Svart meget beskeden. Han tillægger en stor del af æren sine mange dygtige ansatte, der tæller både fattere og guldsmede, og som er aktive i designarbejdet på lige fod med ham selv.
– Det er alt sammen noget med gods i. Vores bedste kvalitetsstempel er at gå helt tæt på, smiler han.
Også forlovelsesringene, som han er særlig kendt for, vejer godt til og er alle på en eller anden måde specielle.
– Vores stil er med tiden blevet mere international. Det er ikke længere ualmindeligt for os at lave smykker med sten på 1 og 2 carat, under tiden helt op på 5 og 10.
At Ruben Svart hjemmevant omgås de store sten er ganske naturligt, for for fire år siden tog han endnu et skridt i sit mangeårige følgeskab med juveler ved at købe firmaet DB Diamond Brokers ApS, der netop handler med ædelsten. To-tre gange om året tager han selv til Antwerpen i Belgien – Europas diamanthovedstad – og køber sten både til sine egne design og til viderehandel.

Skulle du være i tvivl om et af dine smykker Ruben Svart, så se efter stemplet R.SVART.

Af Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 4 | 2008

Kald det kombinationssmykker, multismykker, bananblade eller hvad du vil... Heidi Friis sætter fokus på hele kroppen, som kreativ legeplads for udsmykning.

Fra bananblad til kropssmykke

De fleste smykker er skabt til én bestemt funktion; at sidde på fingeren, i håret, om halsen og så videre. Sådan er det ikke med Heidi Friis’ smykker. De er skabt til at sidde på hele kroppen, et nyt sted hver dag og på en ny måde hver gang. Det samme smykke kan således pryde halsen, håret, håndleddet, armen, maven, ryggen, anklen, ørene.... det kræver blot lidt lædersnor, eventuelt et silketørklæde, måske en gummirem – og din egen fantasi.

Bananbladet
Selvom Heidi Friis via sin baggrund som dekoratør er, vandt til at tænke kreativt, havde hun ikke gået med forestillingen om også at blive smykkedesigner.
Men på en rundrejse i Thailand i julen 2006 skete der noget, der satte nye tanker i gang. Hendes kæreste Tage Lykke Jørgensen forærede hende et gavekort til at købe smykker for, men ingen af de lokale smykker faldt i Heidi Friis’ smag.
– De var på en måde for oversmykkede, med store pompøse sten, hvis de da ikke lige var kopier af danske smykker. Og mange af dem kunne kun bruges til ét formål; som en halskæde eller som et armbånd.
Undervejs rundt i landet tilbragte Heidi og Tage mange timer i bus og for at fordrive tiden, begyndte Heidi at tegne. Det var måske medvirkende til, at hun var sporet ind på at iagttage og se muligheder. Som hun siger: Når man beskæftiger sig med noget kreativt, er det nemmere at få en ny idé...
På et stop fik hun en kage pakket ind i bananpalmeblade. Da kagen var spist, lå bananbladet tilbage; brunt, bøjeligt og blødt. Og fristende for Heidi Friis’ kreative tankegang at få noget ud af. Hun klippede først ét blad, så et til og til sidst et hjerte.
– Min evne er at lave noget ud af intet, smiler hun. Jeg tænkte med det samme, at det skulle være et smykke, der kunne bruges på flere måder. Jeg vil gerne have ting, der kan flere funktioner.
I Bangkok gik Heidi og Tage til en lokal guldsmed og spurgte, om han kunne lave modellerne i sølv. De var blot tænkt til Heidi selv – min julegave, som hun siger – men hjemme i Danmark vakte de hurtigt opsigt.
– Jeg fik så meget respons, fordi jeg gik med dem på forskellig vis; den ene dag med et tørklæde, den næste dag i en lædersnor.

Firma i lyntempo
Deraf opstod idéen om at sætte blad og hjerte i produktion og starte et smykkefirma. Fra idé til handling var der ikke langt, og siden har parret arbejdet i lyntempo med at etablere en produktion, skabe et forhandlernet, oprette en hjemmeside og designe firmaets logo og grafiske udtryk. Kollektionen lå først endeligt klar fjorten dage før præsentationen på Design Ure Smykker Messen i marts i år.
– Alle smykker bliver lavet af den samme guldsmed i Bangkok, som lavede det første sæt. Der er vi sikre på, at ikke kun kvaliteten men også arbejdsforholdene er i orden, fortæller Heidi Friis.
– Alt er lavet i hånden; savet og pudset. Det er ikke noget, der er støbt. Derfor er der heller ikke to smykker, der er helt ens.
Hjerter og blade fås i både sterling sølv og 14 karat massivt guld og i forskellige størrelser. Desuden tilbyder Heidi Friis lækre thaisilketørklæder til at benytte med smykkerne samt lædersnører i eksklusiv kvalitet og med ligeledes håndsmedede manchetter af sølv.

Opfordring til kreativitet
Heidi Friis afslører, at der er flere idéer og smykker på vej, der følger det samme princip om ubegrænsede kombinationsmuligheder. I stedet for blot at tage en færdigt smykke på hver dag, opfordres man til selv at være kreativ – til at opfinde et nyt smykke hver dag.
– Jeg kan lide følelsen af, at have en nyt smykke på hver dag, selvom det faktisk er det samme, fortæller Heidi Friis med et smil.
– Jeg synes jo, det næsten er en udfordring at stå foran spejlet og finde på noget nyt. At give smykket sin egen fortolkning!

Af Torben Skov og Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 4 | 2008

Gudernes Tårer

Ingen glimtende ædelsten – ingen funklende juvel – har i den grad fascineret og tryllebundet mennesket som perlen, der optrådte første gang for mere end tusind år før vores tidsregning. Blandt de smukkeste og dyreste perler er Tahiti- og South Sea-perlen.

Sagnet fortæller, at en tåre fra regnguden gribes af en østers, hvorefter den passes og plejes af månelyset, indtil perlen fremstår.
Denne smukke forestilling emmer af poesi og den fortryllelse, som perler har. Og det dejlige ved historien er, at hver gang, vi belønner os selv med perler, er vi centrum i vores eget perleeventyr.

Myternes spil
Ligesom de mange lag af perlemor, som perlen er dannet af, er den også omspundet med et væld af myter. Frem til 1900-tallet kendte man ikke til den virkelige årsag til perlers opståen. Man mente, at perler var gaver fra guderne. Ifølge persisk mytologi var sten fra havet gudernes tårer. Kineserne mente, at perler stammede fra dugdråber, der på mirakuløs vis fangede månelyset og faldt ned i østers. De gamle grækere såvel som romerne troede, at den skumfødte kærlighedsgudinde Afrodite (hos romerne Venus) opstod i en østers. Perler var derfor gaver fra denne forførende gudinde af skønhed.

Kongen af perler
En perfekt naturlig perle er meget sjælden – og langt mere værd end sin vægt i guld – så det er ikke underligt, at perler gennem tiden har været forbeholdt de ganske få. Den værdi, man har tillagt perlen, ses blandt andet i en lov vedtaget i år 1223 i Venedig, hvorved det kun var tilladt medlemmerne af kongefamilien at bære perler. Og da Dronning Isabella og Kong Ferdinand af Spanien sendte Columbus på færd til den nye verden, stod der perler øverst på ønskelisten.
Da man omsider i begyndelsen af forrige århundrede opdagede perlens sande oprindelse, begyndte spekulationerne om at skabe en menneskestyret produktion af perler – også kaldet kulturperler. I 1920erne lykkedes det japaneren Kokichi Mikimoto som den første at fremelske perler ved at dyrke dem. Han døde imidlertid i 1954, inden han nåede at fuldføre sit projekt, men japanerne Tatsuhei Mise og Tokichi Nishikawa videreførte og videreudviklede Mikimotos metode, der stadig bruges den dag i dag.
Kokichi Mikimoto bærer med rette titlen Kongen af perler. Takket være den japanske kulturperle kom de eftertragtede smykker inden for økonomisk rækkevidde hos langt flere end blot de allermest velhavende, og lange ekstravagante perlekæder kom dermed til at pynte tidens kvinder. Coco Chanel var bare én af de mange modefolk, der fuldendte sit design med perlekæder, som vi kender fra billeder og film med blandt andre Marilyn Monroe, Jacqueline Kennedy og Grace Kelly.

South Sea-perlen
I dag deles perleproduktionen i to kategorier; fersksvandsperler som produceres i enorme mængder i fx Kina, og de noget dyrere saltvandsperler, hvor South Sea- og Tahitiperlerne er blandt de smukkeste og mest kostbare.
De hvide og gyldne South Sea-perler dyrkes på farme mange steder i hele Det indiske Ocean og Stillehavet. Den største produktion foregår i Australien, men også i Indonesien og i Filippinerne ligger der meget store perlefarme. Perlerne bliver dyrket i den 20-30 cm store østers, Pinctada Maxima. South Sea-perler kan være blåhvide, hvide, cremefarvede eller gyldne. Det er farven på læben i østersen, der bestemmer perlens farve.

Nattens Dronning
En beslægtet men lidt mindre østers, Pinctada Margaritifera – også kaldet Blacklip, har en sølvgrå eller sort læbe, hvorved dannes det, der under ét kaldes sorte perler, men som kan variere fra lysegrå, sølvfarvede over peacockgrønne til helt sorte. Den helt sorte perle kaldes Nattens Dronning og er en af de mest eftertragtede, selvom både gyldne og hvide South Sea-perler dog er dyrere.
90 procent af alle sorte perler dyrkes i Tahiti, men også i laguner i Fransk Polynesien, Fiji og Cook Islands dyrkes der sorte perler. Det er dog kun perler, der er dyrket på de store perlefarme i Tahiti, der må benævnes Tahitiperler.
Hvor læben bestemmer perlens farve, er det vandtemperaturer og plankton, der bestemmer kvaliteten af perleglans og farvenuance.

Perledyrkningens svære kunst
Det kræver stor teknisk kunnen, omhyggelig pleje og umådelig tålmodighed at dyrke South Sea-perler. Torben Skov, der i årevis regelmæssigt har besøgt perlefarmene i Stillehavet og handlet med South Sea- og Tahitiperler, fortæller her om processen fra moderøsters til færdig perle.
– Vi skal til Fransk Polynesien ude midt i Stillehavet. Her er vandet og omgivelserne de helt rigtige til at lave verdens smukkeste og dyreste perler. Først skal perlefarmeren foretage en implantation i det, der kaldes moderøstersen. Til det skal han bruge en lille rund kerne, der er lavet af et stykke muslingeskal fra en Mississippi-østers, plus et stykke blødt væv fra en anden musling. Vævet er vigtigt, da østersen ellers omgående vil udstøde kernen. Begge implanteres i en moderøsters, der efter operationen sættes tilbage i havet. Herefter danner østersen perlemor omkring kernen. En moderøsters kan opereres tre-fire gange. Den første perle er oftest den mest glansfulde, mens de efterfølgende ofte bliver større. En dygtig lokal ekspert kan foretage cirka 350 sådanne operationer om dagen.
Nogle gange sker det, at østersen udstøder selve kernen, men beholder vævet. Resultatet bliver en såkaldt Keshiperle. Keshiperler er meget kostbare, da de uden kerne er det tætteste, man kommer naturperler.
Efter implanteringen bliver østersen lagt ind i et net, der spændes fast på en stålramme, der sejles ud på havet og gøres fast til liner cirka 12 meter nede i vandet. Der skal de hænge i 18 måneder. Imens bliver de jævnligt tilset af dykkere, der holder dem fri for alger og parasitter. Hver anden måned bliver de taget op og tjekket. I enkelte tilfælde bliver østersen endog røntgenfotograferet, så udviklingen kan følges. Nogle af dem er døde, men der kan godt have nået at danne sig perler indeni alligevel. Ved store temperaturændringer er det endvidere nødvendigt at flytte østersene.
Efter de atten måneder er det høsttid; det mest spændende tidspunkt for en perlefarmer. Hvis perlen er rund eller på anden måde opfylder kravene til kvalitet, vil moderøstersen blive brugt igen, ellers bliver den kasseret. Perledyrkning kan i princippet synes enkel, men mange farer lurer. Østersen er et følsomt dyr, der kræver rent vand uden nogen form for forurening. Storm, sygdom, iltmangel og temperaturskift hører også til perlens fjender. Derfor skaber meget få østers reelt en brugbar perle. Op mod 15% af perlerne er ikke gode nok til at blive solgt, og kun mellem en og to procent af dem er perfekte eller i nærheden af at være perfekte.

Pris & kvalitet
South Sea- og Tahitiperler kan koste alt fra omkring 1.000 kr. for en lille 10 mm til fx et vedhæng og op til over 100.000 kr. for en stor på 22,45 x 35 mm – den største perle, Torben Skov selv har forhandlet i Skandinavien.
Prisen på perler bestemmes af deres naturlige farve, form, størrelse og ikke mindst glans. Perler bliver delt ind i seks forskellige former: Rund, næsten rund, dråbeformet, knapformet, barok og cirkel. Det er størrelse og glans, der er de vigtigste faktorer for prisen, men det er vanskeligt entydigt at værdisætte en perle, for nogen lader størrelsen komme før glansen – andre omvendt.
Næsten alle perler har et eller flere naturlige mærker som huller, fordybninger eller riller i overfladen. Den perfekte perle er uhyre sjælden, og det kan være noget af en udfordring og tage flere årtier at samle et collier af ensartede perler, hvor både farve, størrelse, form og kvalitet matcher. En bestræbelse, der tydeligt ses på prisen på de færdige perlekæder af høj kvalitet.
Det bedste råd, når det drejer sig om kvalitet og pris, er i virkeligheden
at vælge den eller de perler, DU synes bedst om.

Af Troels Tvenstrup og Christian Schmidt
Bragt i Design Ure Smykker 3 | 2008

Randers Sølvvarefabrik fylder 155 år
Et af Danmarks ældste smykkehuse